Artikel

Vi har brug for en stille revolution

Projektleder Line Hviid oplever ofte udfordringer ved at være introvert på et ekstrovert arbejdsmarked. Alligevel ser hun sin introverte side som en fordel.
Journalist Anne Rahbek
Del artikel
0

Til firmafesten, åbningsreceptionen og kundemødet. Her forventes der oftest small talk, store armbevægelser og energisk udstråling. Men hvad nu hvis man slet ikke befinder sig godt i den rolle? 

I mange år har projektleder Line Hviid forsøgt at undertrykke, at hun er introvert. I større forsamlinger og på jobbet har hun taget en ekstrovert rolle på sig og small talket med alle, selvom hun ikke bryder sig om det.  

- Jeg følte mig ofte misforstået som barn og teenager, fordi mange opfatter introverte mennesker som asociale og kedelige. Så jeg brugte meget energi på at tillære mig ekstroverte færdigheder, og jeg blev faktisk god til det. Selv min egen far troede, at jeg var vokset fra den generthed, jeg havde som barn. 

Men indeni kunne Line mærke, at det påvirkede hende at spille rollen som den udadvendte. Efter en almindelig dag på jobbet følte hun sig udmattet og tappet for energi. Som introvert får hun nemlig energi ved at vende sig indad og være alene. Og de lange dage med mange mennesker og indtryk overstimulerede og stressede hendes hjerne. 

Introverte superkræfter
Begreberne ekstrovert og introvert stammer fra psykoanalytikeren Carl Gustav Jungs arbejde. Han inddelte befolkningen efter, om de primært fandt energi i omverdenen eller i deres indre. I dag anslås det, at en tredjedel af befolkningen er introverte. Alligevel har Line Hviid ofte følt, at hun var alene. 

- De fleste forventer jo, at man er udadvendt, og jeg tror, at mange forsøger at skjule, at de i virkeligheden er indadvendte. Det fungerede bare ikke for mig at lege ekstrovert, for det er jo ikke den, jeg er indeni. Jeg besluttede mig derfor for at efterleve og respektere, at jeg er introvert. Også i jobsituationer. 

Line Hviid har med tiden lært at se det som en fordel. At hun er introvert gør hende til en mere eftertænksom, analytisk og grundig medarbejder. Hun har endda skrevet på sit CV, at hun har ”introverte superkræfter”. Hun mener nemlig, at det er en fordel for begge parter, at hun spiller med åbne kort. 

Hvis arbejdspladsen vælger mig fra, fordi jeg er introvert, ville jeg nok alligevel ikke trives i jobbet

Line Hviid, projektleder

- Jeg gør det klart fra starten af, hvem jeg er. Hvis arbejdspladsen vælger mig fra, fordi jeg er introvert, ville jeg nok alligevel ikke trives i jobbet, forklarer hun.  

Selvom der i de fleste jobannoncer søges udadvendte og karismatiske personer med gennemslagskraft, skal det ikke afholde introverte fra at søge stillingerne, mener Line Hviid. Hun fik selv jobbet som projektleder hos Boliga, selvom de i annoncen søgte en udadvendt medarbejder. 

Balance på arbejdsmarkedet
Amerikaneren Susan Cain har været blandt de første til at sætte ord på de udfordringer, introverte møder. Med bogen Ro: Styrken ved at være introvert i en højtråbende verden opfordrer hun til, at vi ændre samfundets syn på de indadvendte. De er nemlig ikke kedelige, menneskesky og dårlige ledere, som mange har opfattelsen af. Line Hviid er helt enig og har derfor oprettet bloggen Lineh.dk, hvor hun deler sine tanker om det at være introvert.

- Nogen bliver nødt til at gøre noget. Der skal være balance mellem de ekstroverte og introverte, for de har hver deres fordele og er lige vigtige for arbejdsmarkedet. Det er formålet med min blog. Vi har brug for en stillerevolution for at sprede budskabet om, at de introverte og stille personer er ligeså værdifulde på arbejdspladsen som de ekstroverte og højtråbende.

Hun opfordrer derfor til, at de introverte står ved den måde, deres hjerne er indrettet på. Det er nemlig et biologisk funderet personlighedstræk, som ikke kan ændres. 

- Jeg vil råde andre introverte medarbejdere til at acceptere og respektere sine behov. Det handler om at indrette sin hverdag efter det. Bed din chef om ekstra tænketid til mødet eller et skrivebord væk fra alt for meget støj, hvis det er det, du har brug for. Der er enormt mange fordele ved at være introvert, og dem skal vi fokusere mere på.  


Anbefal artiklen
0 personer har anbefalet

Næste artikel i temaet

Video
0

Styrk din personlige gennemslagskraft

Har du brug for mere gennemslagskraft på jobbet? Kommunikationsrådgiveren deler ud af sine bedste tips.